Fang makreller


Tips og tricks til fiskeri efter makreller

Makrelfiskeri
Erfaringer september 2026


Jeg var med på foreningens makreltur på Øresund og stod mellem skipper Peder-Peder (som netop har haft 40-års jubilæum som skipper på Sundet) og unge Carl Bargholz.

De høvlede begge makreller op, imens jeg fangede ingenting, og bare stod og kludrede med mit alt for tunge grej, og blev mere og mere frustreret, og sur, og gal.

Så nu vil jeg formidle lidt om mine stramt erhvervede erfaringer

Båden sejler ud og lægger sig for anker nord for Ven og starter nogle fodermaskiner som kværner sild, der driver med strømmen og tiltrækker makreller som gerne vil fodres.

I  dette område af Sundet er der sjældent særligt meget strøm, selv om en vis strøm er at foretrække, da det giver et længere duftspor som kan tiltrække flere makreller.

Makrellerne er lynhurtige, og fistrer rundt under hele båden i små flokke som af og til kan ses hvis lyset falder rigtigt.

Da der ikke er særlig megen strøm, og da fiskeriet skal foregå mellem én og fem meter nede, skal man ikke tænke i tungt Øresunds-grej men snarere i let mede-grej, og det kan næsten ikke blive let nok!

Makreller har ry for at være grådige, og for at bide på hvad som helst når de er i hugget, men i virkeligheden er de linesky og krogsky og meget forsigtige, så man skal fiske med usynlig line og små kroge og reagere lynhurtigt på de mindste nap.

Således fiskede skipper Peder-Peder med en lille enkeltkrog pyntet med en grøn perle og agnet med et lille stykke sild, og intet andet!!!

Dette kastede han så langt ud, som man nu kan med sådan noget grej, og lod det synke ned til mellem 3 og 5 meter under båden, og imens mærkede han omhyggelig efter det mindste nøk i linen, som øjeblikkeligt blev kvitteret med et modhug.

Skipper fortalte, at hvis man hellere vil fiske med traditionelt forfang, skal man bruge små sildekroge og kun have så meget synk på linen, at det akkurat kan strække forfanget og så skal det bare falde ned og hænge og glimte under båden.

Der var flere som fiskede med små aborreflåd med 5 gram synk, og så kunne de se på flåddets bevægelser om der skete noget, og de kunne sikre at de fiskede på netop den dybde, som de troede mest på (dette var Carls metode).

Flåddet kan hæves, sænkes eller bevæge sig til siderne, og der skal reageres prompte på enhver bevægelse!

Det er i øvrigt et gammelt mole-makrel-trick at fiske med et sugerørs-lignende flod som netop giver en god visuel markering.

Nu er makreller heldigvis alsidige og kan fanges på mange måder, og vind og strøm er altid skiftende faktorer, men jeg tror, at jeg med afsæt i de beskrevne erfaringer, vil kunne gøre det meget bedre næste gang foreningen inviterer på makreltur.